Det, vi blandt andet faldt for, da vi købte vores torp, var beliggenheden helt øde inde i en skov og tæt på en sø. Det gjorde ikke noget, at der ikke var el og ej heller indlagt vand. Det er jo også charmerende med petroleumslamper.

De daglige ture ned i hjørnet af grunden efter vand i den gravede brønd havde da også et anstrøg af charme. Dog ikke når man er nødt til at kæmpe mod myg samtidig med, at man skal kaste spanden ned i brønden og trække den op og si vandet over i to plastspande. For slet ikke at tale om de gange, hvor jeg først skulle grave en meter sne af brøndlåget for overhovedet at kunne vippe det op.

Som mand i huset blev vandforsyningen dog meget hurtigt et naturligt job for mig. Og jeg syntes faktisk, at det indebar tilpas meget basal primitivitet til, at det tilfredsstillede mit ego som min hustrus forsørger udi livsnødvendigheder.

Brønden var en gravet brønd med kampestenssider og med vandspejlet kun tre meter nede. Til gengæld løb den aldrig tør – som sælgeren da også påpegede. Hvilket holdt stik i godt tre år ... Så begyndte det at knibe med at få vand i sommerperioden.

Vandmangel og sur smiley

Vandspejlet sank, og spanden stødte på bunden. I øvrigt var vandkvaliteten ikke noget, der kunne indbringe en smiley – ikke engang en sur smiley. Myggelarver, druknede snegle og andet, som vi helst ikke vil tænke på, bibragte fluidummet en umiskendelig karakter af brakvand. Når brønden løb tør, måtte vi en tur på macken og hente vand i dunke eller en tur til en campingplads i den nærmeste by, hvor vi kunne låne vand.

Efter et par somre indså vi, at det var en rimelig uholdbar situation – noget måtte gøres. Vi spurgte os lidt for og fandt ud af, at man i vort område normalt måtte bore 50m for at komme ned til bergvatten. (Ikke noget med simpelt grundvand, vi taler skam om bergvatten her i Kalmar Len!)

Det lød voldsomt og lidt foruroligende i vores ører. 50m er dybt, specielt når vi taler om et områ-de med mange store klippestykker. Vi frygtede, at omkostningerne ved at bore så langt kunne forventes at blive lige så astronomiske som dybden på brønden.

Mange penge for et hul i jorden

Vi kontaktede et lokalt brøndboringsfirma, som kom og så på forholdene og sendte os et tilbud. Det ville koste 9.500 svenske kroner for boring af et 30m dybt hul. Og for dybere boring skulle vi give 160 kroner per meter, og hertil kom stålrør ned til fast bjerg til 450 kroner pr. meter plus lidt småting. Tilbuddet indeholdt også en garanti for, at boringen ville kunne levere minimum 100 l vand i timen.

Vi fik regnet os frem til, at en boring på omkring 50m ville koste under 20.000 svenske kroner med moms. Selv om det er mange penge for et hul i jorden, blev vi enige om, at det var værd at betale for bedre vand og mere luksus.

Solceller til vandpumpen

Men hvad med pumpe og strøm til at drive den? Der er langt fra vores hus til vejen med elmaster, og med vores lille behov for strøm er det ikke fornuftigt at betale abonnement for el-tilslutning foruden høje etableringsomkostninger.

Vi havde i stedet en fremtidsplan om at opsætte et solcelleanlæg – som blev virkeliggjort, efter vi til et arrangement i Danske Torpare havde hørt et foredrag om anvendelsen af solceller og 220V omformer (invertter) på øde steder

Vi etablerede et anlæg med 100 W solceller og batterikapacitet på 220 amperetimer. Det kan levere strøm til et par lamper og vandpumpe i mindst en uge uden sol.

Samtidig satte vi brøndboreren i gang, og efter nogle uger havde han ledig kapacitet. De startede på boringen, og efter to dage kunne folkene meddele, at de havde boret i alt 60 m – først gennem 4 m sand og grus og dernæst 56 m granit! Boringen kunne give 1.200 l i timen, altså langt mere end garantien på 100 liter i timen, og regningen lød på godt 20.000 svenske kroner. Vi fik samtidig en fin “protokol”, som beskriver boringen i detaljer.

Svært at finde egnet pumpe

Så nu bestod opgaven “blot” i at hive vand op fra brønden. Det viste sig dog at være lettere pro-blemfyldt at finde en pumpe, som uden at kræve al for meget startstrøm kunne hente vand op fra 60 m dybde. Vores solcelleanlæg med 230 V inverter kan kun præstere maksimalt 700 W i en kortere periode.

Jeg startede derfor et omfattende studium i 230 V dykpumper, men det var svært at finde en egnet. Jeg talte en del med ejeren af et mindre solcellefirma på Amager, og han foreslog en Grundfos SQ-Flex-pumpe, som han desværre ikke selv kunne skaffe. Jeg så, at firmaet Dansk Solenergi havde Grundfos-pumpen i sortimentet, men jeg følte mig dårligt behandlet, da jeg forhørte mig dér. Grundfos blev også kontaktet, men de oplyste, at den pågældende pumpe slet ikke markedsføres i Norden (!)

Klogere på pumpe-dybden

I mellemtiden blev vi endnu en gang meget klogere. Vores brønd var ganske vist 60 m dyb, men trykket i vandåren var så stort, at vandet stod helt op til 3 m under markniveau. Det betød, at vi ikke behøvede hente vandet helt nede fra 60 m dybde, men kunne nøjes med omkring 35 m.

Det er nødvendigt med lidt vand “at tage af”, så dykpumpen bør have nogle meter vand over sig – hvilket også giver sikkerhed for tilstrækkeligt med vand, hvis tilstrømningen til boringen skulle ændre sig. I et 10 cm borerør står der cirka 8 l vand per meter, så hvis vi sænkede pumpen 35 m under vandspejlet, ville der være cirka 300 l over pumpen.

Den lokale svenske vvs'er foreslog en pumpe, som brugte 800 W og havde en kraftig startstrøm – så dén måtte vi udelukke på grund af vores solcelleanlægs begrænsninger. Grundfos SQ-Flex-pumpen var den mest ideelle til opgaven, fordi den har stor løftehøjde, lav startstrøm og yder-mere kan klare mange start/stop.

Ved fortsat søgen lykkedes det os til sidst via internettet at skaffe Grundfos-pumpen hjem fra Tyskland. Den kostede omkring 11.000 danske kroner, arriverede efter fire dage, og den tyske leverandør havde oven i købet uden beregning splejset de bestilte 40 m elkabel på pumpen.

Nervepirrende øjeblikke

Den svenske vvs'er blev sat til at montere pumpen og tilkoble en lille tryktank med trykafbryder, som kunne starte og stoppe pumpen i takt med forbruget af vand.

Da vi sammen med vvs-manden skulle sænke pumpen ned, havde vi næsten 40 m plastrør lagt ud over grunden, og det gav virkelig et indtryk af, hvor dyb boringen var.

Vi fik i fællesskab sænket pumpen ned i 35 meters dybde, og jeg kunne gå i gang med at tilslutte den til vores strømforsyning. Det første spændende øjeblik var, da jeg kunne tænde for pumpen, se trykket stige i tryktanken og se, at strømforsyningen var tilstrækkelig til, at pumpen kunne opbygge et tryk på 2 bar. Det næste – næsten historiske – øjeblik var, da jeg kunne åbne hanen i køkkenet og tappe rindende iskoldt, klart vand! Projektet var lykkedes, og vandet smagte herligt.

Lidt gråvejrs-lys giver strømmen

Installationen i kælderen er foretaget via et underjordisk og frostfrit plastvandrør, som er tilkoblet en 15 liters tryktank med en afbryder, der stopper pumpen, når der er opstået et vist tryk. Og når trykket falder under en given værdi, tænder trykafbryderen for strømmen til pumpen, som så pumper vand i trykbeholderen indtil det fastsatte tryk er nået igen.

Vi har siden haft stor glæde af det indlagte vand. Bare det at kunne skylle af under rindende vand er jo fantastisk. Det er også vældig rart, at man bare kan tappe et glas køligt vand og drikke det – ikke noget med kildevandsflasker i kælderen. I perioder er der dog en del svovlbrinte i vandet, hvilket giver en umiskendelig bismag, som forsvinder ved iltning af vandet.

Pumpen har kørt upåklageligt i flere år, og strømforbruget har været så lavt, at det næsten ikke har kunnet registreres på vores batterier. På en dag kører pumpen almindeligvis sammenlagt højst i seks minutter, hvilket tapper omkring fem amperetimer fra batterierne. Det er så tilpas lidt, at blot én til tre timers lys på en gråvejrsdag kan genetablere det forbrugte.Så der er masser af strøm til overs til lamper og mobiltelefon-opladere.

Det hele for under 50.000 danske

Hele projektet med brøndboring, pumpe, installation af tryktank mv. samt udgifter til solpaneler og batterier med 230 V inverter beløb sig til under 50.000 danske kroner.

Projektet startede i slutningen af april med det mål at have rindende vand til sommerferien – og det lykkedes.